bbh16

I Lungemedicinsk Forskningsenhed arbejder vi på at løse de udfordringer, patienter med astma, KOL og andre sygdomme i luftvejene kan opleve. Er du interesseret i at deltage i et forskningsprojekt, så læs mere om vores aktuelle projekter herunder. Du kan også altid kontakte os på telefonemail eller kontaktformular for at høre nærmere om hvad vi kan tilbyde.

Vi udvikler nye og bedre behandlinger, som er mere målrettede til den enkelte patient og nye diagnostiske tests til lungesygdomme, så man hurtigere og bedre kan finde frem til den rette behandling, til den individuelle patient. Vores forskningsresultater har medvirket til indførelse af nye testmetoder og behandlinger i patientbehandlingen både nationalt og internationalt. Vi er et stort forskerhold bestående af læger, laboratorieforskere, sygeplejersker, laboranter og administrativt personale, under ledelse af Professor Celeste Porsbjerg og overlæge Asger Sverrild  Der foregår en lang række forskellige forskningsprojekter i enheden. Nogle af projekterne vil du kunne læse om her på siden, og du er altid velkommen til at kontakte os med henblik på at høre mere om hvad vi laver.

At være forskningsdeltager

Vi undersøger og udvikler løbende ny medicin til behandling af bl.a. astma og KOL. Når du deltager i et forskningsprojekt, så hjælper du os med at blive bedre til at behandle dig og andre mennesker med lungesygdom. Du kan samtidig blive klogere på din egen sygdom. Kunne du være interesseret i at høre mere, er du velkommen til at kontakte os. Vi søger altid nye deltagere til forskningsprojekter. 

Hvis du ønsker at deltage i et forskningsprojekt, vil vi altid sikre os, at din behandling er baseret på den nyeste viden, og nye behandlinger afprøves som udgangspunkt altid i kombination med din nuværende behandling. 

Som forskningsdeltager vil du være fast tilknyttet os under hele forløbet. Vi vil til en start undersøge dig for, om det vil være muligt for dig at være med i et givent forskningsprojekt. Det vil fx være i form af blodprøver, lungefunktionsmåling og undersøgelse af en læge. 

Deltagelsen er frivillig og man kan som forskningsdeltager til en hver tid trække sit samtykke til deltagelse tilbage. 

Vi er et fast team bestående af sygeplejesker og læger, hvor vi arbejder tæt sammen om dit forløb i et forskningsprojekt. Du vil således typisk møde det samme personale.